Nordmænd vil have danske opbygninger
Efter et meget hektisk 2013, hvor der blev sat flere rekorder for hhv. omsætning, antal leverede opbygninger samt medarbejderstab, forventede opbygningschef Otto Hirschel, at både han og hans medarbejdere kunne tage det lidt mere med ro i starten af dette år. Det kom dog ikke til at ske, og det skyldes bl.a., at flere og flere norske kunder får opbygget og udstyret deres nye lastbiler hos Scania.
»Vi har oplevet en mærkbar fremgang i antallet af norske kunder,« fortæller Otto Hirschel.
»De fleste nye lastbiler opbygges individuelt efter kørselsopgave og kundens ønsker. Mange af de norske kunder vælger meget omfattende og dyre opbygninger, så det giver stor omsætning for hvert enkelt køretøj,« forklarer han.
»Mange danske vognmænd ofrer en del penge på deres opbygninger, men de norske ofrer endnu mere. Det er ikke usædvanligt, at en norsk vognmand bruger op imod ½ mio. kroner på opbygning, lakering og ekstra udstyr på en sættevognstrækker. Dertil kommer prisen for selve lastbilen, så det er ikke billigt isenkram, der ruller ud af porten,« fastslår Otto Hirschel.
[add:352]