Danske lastbiler i ny grænse-nedtur
ITD har opgjort sine grænsetællinger for årets andet kvartal. Den gode nyhed er, at godstrafikken ind og ud af Danmark sætter ny rekord. 5271 lastbiler passerede grænserne i andet kvartal. Det er det højeste antal, der er registreret i tællingernes 11-årige historie, og det er en stigning på 1,6 procent forhold til samme kvartal året før.
»Det er et utvetydigt signal om, at der er god gang i dansk samhandel og økonomi. For de danske indenrigsvognmænd er konsekvensen travlhed med at videredistribuere og opsamle de store godsmængder til og fra butikker, industri og lagre i det ganske land,« siger ITD’s erhvervspolitiske chef Poul Bruun.
Den mindre gode nyhed er, at det p.t. er udenlandske transportvirksomheder, der løber med væksten i de internationale kørsler ud og ind af Danmark. Kun 19 procent af de lastbiler, der passerer de danske grænser, er danske. Sidste år i samme kvartal var andelen 23 procent. I den sydgående godstrafik ud og ind af Danmark er det nu blot 14 procent af lastbilerne, der er danske mod 19 procent i samme kvartal sidste år.
Også færre udflagede
Også andelen af danskejede lastbiler med udenlandsk nummerplade er faldende i grænsetrafikken. Blot 31,6 procent af de udenlandske lastbiler, der passerer den sønderjyske grænse, er ejet af en dansk transportvirksomhed. I samme kvartal sidste år var andelen 35,7 procent. Det er særligt den stigende mængde af østeuropæiske lastbiler, som i mindre grad har dansk ejerskab.
»Vi hører p.t. om en meget stor travlhed på indenrigsmarkedet, og der er noget, der tyder på, at mange vælger at holde de danske lastbiler hjemme i Danmark for at sikre kapacitet til de nationale kørsler. I stedet er det især de østeuropæiske biler, der overtager den internationale godstrafik ind og ud af landet,« siger Poul Bruun.
»At det ikke er danskejede biler, der står for den aktuelle vækst i eksportkørslerne, er endnu et tegn på, at erhvervet oplever et akut behov for ekstrakapacitet. Det tyder på, at de danske transportvirksomheder ikke har flere ledige biler at tage af i deres egen flåde,« siger Poul Bruun.
Af den samlede grænsetrafik har østeuropæiske biler tilsammen en andel på 30,5 procent. Tyskland er fortsat den klart førende enkeltnation med en andel på 31,7 procent af al grænsetrafikken.
[add:338]