Transportfirmaers regnskaber viser træg fremgang
En ny analyse af næsten 1800 aktuelle regnskaber fra landets transportvirksomheder viser, at sektoren langsomt bevæger sig i den rigtige retning. 53 procent af virksomhederne lykkedes med at øge indtjeningen i seneste regnskabsår, ligesom indtjeningen også stiger samlet set.
En ny analyse af de første 1776 regnskaber fra de danske transportvirksomheder vidner om en beskeden økonomisk fremgang i sektoren. 53 procent af de undersøgte virksomheder tjente flere penge i seneste regnskabsår end i forrige, og samlet set stiger indtjeningen med 13 procent.
Bag analysen står Spar Nord, som på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 1776 regnskaber, som landets transportvirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer mindst fem års historik fra virksomhedens drift.
Ikke prangende
»Det er naturligvis positivt, at flertallet af de undersøgte transportvirksomheder i dag tjener flere penge, men det er bestemt ikke nogen prangende fremgang, vi er vidne til,« lyder det fra aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.
Han hæfter sig ved, at det er store virksomheder som Torm A/S, A/S Storebælt og A/S Øresundsforbindelsen, der er med til at trække hele sektorens indtjening op.
»Og når 47 procent af de undersøgte virksomheder oplever en tilbagegang i indtjeningen, så vidner det om en branche, der bredt set er i status quo. Og sådan har tilstanden i øvrigt været i flere år,« tilføjer han med henvisning til, at der i de seneste fem år har været en ligelig fordeling af transportvirksomheder i indtjeningsmæssig fremgang henholdsvis tilbagegang.
Kun svag forbedring på fem år
Hos DTL genkender cheføkonom Morten Pernø billedet af en svag, men trods alt positiv udvikling i sektoren.
»Vi kan blandt andet pege på den øgede internethandel som en del af forklaringen på, at virksomheder inden for post- og kurertjenester oplever fremgang,« uddyber Morten Pernø med henvisning til DTL’s seneste konjunkturundersøgelse.
»Men ser vi generelt på vognmændenes indtjening, så er den kun blevet svagt forbedret siden lavpunktet i 2009, og forbedringen skyldes efter vores vurdering ikke mindst, at beskæftigelsen er blevet tilpasset den lavere efterspørgsel,« lyder det fra Morten Pernø.
[add:449]