Plads til mere på ladet
I DTLs konjunkturundersøgelse fra maj 2014 konkluderes det, at de fleste vognmandsvirksomheder oplevede en uændret kapacitetsudnyttelse i 2013 i forhold til året før, og kun et lille flertal oplevede øget kapacitetsudnyttelse i forhold til de, der oplevede faldende kapacitetsudnyttelse. For 2014 er der til gengæld et ret stort flertal, som forventer en moderat stigende kapacitetsudnyttelse.
Danmarks Statistiks måling af kapacitetsudnyttelsen blandt landtransportvirksomhederne viser desuden, at der godt nok er sket en bedring siden slutningen af sidste år, men erhvervet er blot tilbage på niveauet fra sidste sommer, dvs. på ca. 93 pct.
»Det går altså lidt bedre,« udtaler DTL's adm. direktør, Erik Østergaard.
»Men når man ser på udviklingen i lastbiltrafikken siden krisens bund i 2009-2010 mellem Øst- og Vestdanmark med færgerne og Kattegat og Langelandsbæltet og over Storebæltsbroen, er der ikke tale om en særlig imponerende vækst. Niveauet i 1. kvartal 2014 ligger kun 7 pct. over det hidtidige lavpunkt i 1. kvartal 2010, og der har været en vigende tendens i lastbiltrafikken siden 2. kvartal 2013,« siger Erik Østergaard.
De seneste konjunkturbarometre og konjunkturcyklusser fra Danmarks Statistik viser, at der i de forgangne måneder har været en negativ udvikling blandt to af vejgodstransportens vigtige kundegrupper, industrien og byggeriet.
»Det er endnu en indikator for, at vognmandserhvervet burde have plads til mere gods på ladet. Overordnet peger flere indikatorer derfor på, at der er et stykke vej endnu, før vognmandserhvervets kapacitetsgrænse er nået. Desuden får vi fra 1. august i år mulighed for at have 2 ton ekstra gods på ladet på syv-akslede vogntog – foruden de 2 ton ekstra, som vi fik på 6-akslede vogntog 1. januar,« siger Erik Østergaard.
[add:352]