Continental skal klæde MAN på
I forbindelse med introduktionen af en helt ny 3. generations dækserie fra Continental har den tyske lastbilproducent MAN samtidig meldt ud, at dens nye køretøjer fremover fabriksmonteres med Continental-dæk.
»Kunderne kan naturligvis bestille deres lastbiler og busser med de dækmærker, de foretrækker, men hvis man som vognmand ikke har andre ønsker, så kommer Continentals nye dækserie som førstevalg til alle lastbiler og busser fra MAN-fabrikkerne,« siger markedskommunikationschef Claus Lindholm fra MAN Truck & Bus Danmark A/S.
En række omfattende tests, der også påviste, at dækkene til styreakslen har et forbedret vejgreb i vådt føre, har fået MAN til at vælge ContiEcoPlus som OE (Original Equipment – originalt udstyr). Derfor vil alle MAN-lastbiler fremover blive udstyret med Conti EcoPlus HS3 på styreakslen og Conti EcoPlus HD3 på drivakslerne.
»MAN er kendt for at stille høje krav til kvaliteten af de komponenter og løsninger, de bruger til deres lastbiler og busser. At netop vores nye produktserie nu er valgt ud som OE-montering fra MAN-fabrikkerne, er vi meget stolte over,« siger Georg Nielsen, der er adm. direktør i Continental Dæk Danmark A/S.
[add:352]