Richard Svendsen vandt i Vojens
Den 32-årige lastbilchauffør Richard Svendsen fra Kibæk blev første regionale vinder i den danske del af Scanias internationale chaufførkonkurrence ”Young European Truck Driver 2014”.
Det skete i weekenden hos Scania i Vojens, hvor 10 lastbilchauffører dystede i trafiksikker og økonomisk kørsel med lastbil.
Richard Svendsen vandt foran Ulrik Nicolaisen fra Søndersø og Torben Søgaard Jensen fra Spjald. De tre chauffører havde sammen med de øvrige deltagere kvalificeret sig til konkurrencen via en teorirunde med spørgsmål om bl.a. færdselsregler, lastbilteknik, surringsteknik, køre/hviletids-bestemmelser m.m.
På Scanias anlæg i Vojens blev deltagerne stillet over for endnu en teoriprøve samt hhv. præcisionskørsel på en udfordrende manøvrebane samt økonomikørsel i normal trafik i et fuldt lastet Scania R 410 sættevognstog. Richard Svendsen vandt foran sine dygtige kolleger med topscore i teoriprøven samt rigtig gode resultater i hhv. præcisions- og økonomikørsel.
De to bedste i finalen
Som nr. 1 og 2 i weekendens konkurrence har Richard Svendsen og Ulrik Nicolaisen kvalificeret sig til den danske finale i Scania "Young European Truck Driver 2014". Den afvikles på Ishøj Truckshow i slutningen af august, og her mødes de to bedste chauffører fra hver af de fire regionale konkurrencer, der afvikles hos de danske Scania-forhandlere i Aalborg den 26. april, i Aarhus den 1. maj og i Køge den 14. juni.
Vinderen af den danske finale går videre til den europæiske finale, som afvikles til næste forår på Scania-fabrikken i Sverige, hvor 1. præmien til den europæiske vinder er en fabriksny Scania lastbil til en værdi af kr. 750.000.
[add:338]