Østarbejdere overtager danske transportjob
Transportbranchen er med i top fem, hvad angår brancher, der har hyret mest østeuropæisk arbejdskraft i årene fra 2009-2013. Det skriver Fagbladet 3F.
I alt har 21.927 danskere ansat i transportbranchen mistet deres arbejde under krisen, mens der i samme periode er ansat 3.216 østarbejdere i branchen. Tallet dækker dog ikke de mange udenlandske chauffører, der kører for danske firmaer, der har datterselskaber i udlandet, men kører i Danmark.
Også inden for rengøring, hotel og restauration, byggeriet samt skovbrug, landbrug og gartneri har tusindvis af østarbejdere erstattet danskere i kriseårene. I alt har 169.144 danskere mistet deres job fra 2009 til 2013, mens 38.408 østarbejdere er blevet ansat i danske virksomheder i samme periode, viser 3F’s tal.
Hver femte skiftet ud med østarbejder
Det svarer til, at hver femte dansker, der har mistet sit arbejde under krisen, er blevet erstattet af østeuropæisk arbejdskraft.
Og det er ikke længere mangel på arbejdskraft, der får virksomhederne til at ansætte udenlandsk arbejdskraft, slår en forsker fast.
»Det kan godt være, det før har været arbejdsgivernes motivation, at der har været mangel på arbejdskraft. Men nu vil jeg mene, at det i høj grad handler om de andre fordele, som arbejdsgiverne kigger på som løn, arbejdstid og fleksibilitet, siger Jens Arnholtz, adjunkt og forsker i udenlandsk arbejdskraft ved Københavns Universitet, til Fagbladet 3F.
[add:438]