DTL hylder Hyllested-forslag
DTL er begejstret for trafikordfører Henning Hyllesteds (EL) opfordring til den danske regering om at støtte op om Finlands måde at tolke reglerne for cabotagekørsel – med henvisning til den lignende aktuelle debat om dagpengereglerne, hvor de finske og danske regler også er genstand for granskning af EU.
»Det er rigtig set af Hyllested, at regeringen bør bakke op om Finland i denne sag på samme måde som i den verserende dagpengesag, hvor EU har varslet en retssag mod det nordiske broderland. Uden sammenligning i øvrigt er der det til fælles for de to sager, at der er tale om helt principielle standpunkter for, hvordan man som nation forholder sig til rækkevidden af EU's regulering,« siger Erik Østergaard, adm. direktør i DTL.
Intet at tabe
Henning Hyllested mener, at finnerne reelt bare har taget cabotagereglernes ord for pålydende ved at sætte en kraftig begrænsning på cabotagekørslen, og han henviser til regeringens kamp mod social dumping. Erik Østergaard er enig og mener, at det nu er et spørgsmål om, om den danske regering har mod og mandshjerte nok til at gå hele vejen og støtte Finland.
»Man har ikke noget at tabe, og det er jo også regeringens politik, at få gjort noget ved sagen,« udtaler han og henviser i den forbindelse til den henvendelse, som den danske regering og seks andre EU-lande har rettet til Kommissionen.
I henvendelsen har landene udtrykt bekymring for konsekvenserne af de nuværende cabotageregler og deres anvendelse og forståelse i EU-sammenhæng og har opfordret til hurtig handling og klare regler, som er nemme for politiet at håndhæve og for erhvervet at forstå.
[add:352]