Rømming køber op
Rømming Transport i Glostrup har opkøbt yderligere en fjerdedel af samarbejdspartneren Dankurer med base i Glostrup.
Rømming Transport, der indehaves af Jesper Rømming, ejede i forvejen halvdelen af Dankurer – og nu er ejerandelen vokset til 75 procent.
»Vi samarbejder i forvejen rigtig meget om opgaverne, og nu overtager vi så en fjerdedel mere pr. 1. april. Det er også planen, at vi vil samle aktiviteterne på vores adresse her hos Rømming Transport,« fortæller Jesper Rømming til Lastbil Magasinet.
Rømming Transport har 19 egne lastbiler i forskellige størrelser, mens Dankurer, der styres af Henrik Beck Erichsen, kører med ca. en snes indlejede vognmænd, primært med mindre biler.
Søger nye vognmænd
Samtidig med opkøbet er Rømming Transport også på udkig efter nye vognmænd til at køre for sig.
»Det har jo ligget lidt stille i januar og februar, så vi har ikke villet tage vognmænd ind uden at have så meget kørsel til dem. Men vi er på vej med nogle nye tiltag og har fået et par nye store kunder, så derfor er vi i gang med at gøre vognmænd til at køre for os,« fortæller Jesper Rømming.
Han regner med, at Dankurer og Rømming Transport i løbet af 2014 vil få fælles adresse ved Rømmings hovedkvarter på Sydvestvej i Glostrup.
[add:436]