DEBAT: Reaktioner på Kim Johansen-dom
Uden at skulle udtrykke sympati for Kim Johansen eller den måde, han driver forretning på, og hvad det gør ved det danske arbejdsmarked, så er man nødt til helt nøgternt at erkende, at manden har ret.
Når Kim Johansen fremfører det synspunkt, at vi er medlem af EU på godt og ondt, så mener jeg, at han ser sagen i det korrekte lys. Han forholder sig til det sæt spilleregler, der er givet, og uagtet at det regelsæt er en ulempe for det danske samfund i den konkrete sag, så udnytter han selvsamme regler til at drive en forretning.
Det mener jeg ikke, at man kan bebrejde manden.
EU er dannet med et eneste formål for øje: at undgå krig! På ruinerne af anden verdenskrig, med en historisk evig konflikt mellem Tyskland og Frankrig, og sammenholdt med tilstedekomsten af atombomben, var der i Europa et fælles ønske om at samle nationerne i et fællesskab. Dette fællesskab skulle forhindre, at udvikling som den, der førte til 2. verdenskrig, nogensinde skulle kunne opstå igen. Disse tanker var fundamentet i det, vi i dag kender som EU.
EU er i sin grundtanke godt. Men den liberalisering, det fører med sig, kan være svær at fordøje, når man sidder øverst i velfærdshierarkiet og i nogen sammenhænge skal dele ud af posen til andre.
Det kan være svært at fordøje, at vi skal acceptere, at lavt lønnet arbejdskraft får adgang til vores arbejdsmarked. Og til vores velfærdsydelser. Det kan være svært at forstå, at DK altid skal spille duksedreng og gå forrest med den ene og den anden restriktion og samtidig være vidne til, at selvsamme områder sejler i nære nabolande.
Kim Johansen har i min optik helt ret i, at hvis man vil pille ved hans forretningsmodel, så er det vores medlemsskab af EU, der er på dagsordenen. Og ikke en eller anden værdiløs suboptimering i form af en lokal dansk 3F-konflikt mod Kim Johansen Transport A/S.
Man er nødt til at lægge alle plusser og minusser på hver sin side af vægtskålen, når man skal gøre det regnestykke op. Det husker jeg på, når jeg kører til Flensborg og får serviceret min bil og tager øl og sodavand med hjem fra Fleggaard, vel vidende at folk lige på den anden side af grænsen får mindre i løn end på vores side – og derfor gør det meget svært at drive f.eks. autoværksted langt op i Sønderjylland.
Agerer man sådan, så har man i princippet også sagt: jeg tænker mindre på at understøtte danske arbejdspladser... og mere på, at jeg kan handle billigt. Og det er jo i grunden præcis det samme, Kim Johansen gør. Han indkøber blot ikke dåseøl, men arbejdskraft.
Jeg vil tro, at 3F-ansatte (og medlemmer) også handler lidt i Tyskland i ny og næ?
Hans Hougaard
Slåenvej 22, Taulov
7000 Fredericia
Moral er godt.
Dobbeltmoral skulle så være dobbelt så godt; men det er det absolut ikke.
Det danske retsvæsen er fløjtende ligeglad med, hvad der er ret og rimeligt. Deres forstokkede opfattelse retter sig kun efter dét, væsenet finder i lovens bogstav, på trods af, at en anden lov måske dikterer det modsatte. Dommen kommer i meget høj grad an på, hvilken lov væsenet bider sig fast i.
Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup
[add:424]