23948sdkhjf

Valgmøde med fokus på transport

DTL inviterer til valgmøde med EU-politikere 6. maj – som optakt til valget til Europa-Parlamentet knap tre uger senere.

Blandt deltagerne er bl.a. spidskandidaten for Dansk Folkeparti, europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt. I et indlæg i Altinget.dk under overskriften ”dansk sammenhold mod piratkørsel” har han for nylig skrevet, at den danske transportsektor går en krank fremtid i møde – ”hvis ikke regeringen allierer sig med de lande, der giver østchaufførerne kamp til stregen”, som han udtrykker det.

DF-kandidaten betegner reglerne for cabotage-kørsel som en ”regulær krigserklæring mod det danske transporterhverv”, og mener, at det må være et krav, at reglerne ændres, og sanktionerne mod dem, der kører piratkørsel, gøres mærkbar.

Vognmand i debat

Branchen selv er også på barrikaderne. Formanden for Midtjyllands Vognmandsforening, Henning T. Lauritzen, Aalestrup, er en af de vognmænd, der vil have mere fokus på transportbranchen i EU-debatten. I et debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende udtaler han:

”Regeringen har fornuftigt nok fokus på håndværksbranchen/byggeri og rengøring i kampen mod social dumping. Men indsatsen i forhold til transportens mobile arbejdsmarked skal prioriteres mindst lige så højt. Derfor skal danske EU-parlamentarikere sikre en lovgivning, der ikke lægger landets vognmænd ned”.

Betingelser og ønsker

DTL’s adm. direktør, Erik Østergaard mener, at EU-valgkampen er en god anledning til at sætte fokus på de betingelser, som transporterhvervet lever under nu – og ønskerne til fremtiden:

»Vi må stille spørgsmålet, om vi i virkeligheden kan liberalisere os fattige. Eller om vi gør klogere i at kæmpe for danske virksomheder og arbejdspladser, på danske vilkår på bekostning af yderligere liberaliseringer. Danske politikere taler altid om ”den danske model” i skåltalerne – men vil de reelt kæmpe for den, når kampen skal stå i EU,« spørger han.

Det offentlige valgmøde finder sted tirsdag 6. maj kl. 19-22 på Borups Højskole i København. Valget til Europa-Parlamentet finder sted søndag 25. maj.

[add:352]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078