Jeg er meget enig i advokat Philip Graffs vurdering af den nyligt afsagte højesteretsdom vedr. en speditionsvirksomheds tilbageholdelsesret i gods under speditionsvirksomhedens kontrol over for en virksomhedspanthaver, og for så vidt enig i, at dommen udvider området for tilbageholdelsesretten ganske væsentligt.

Man skal dog ikke være blind for, at Højesteret faktisk fastholdt landsrettens afgørelse af, at NSAB pantet, jfr. NSAB 2000, § 14, viger for virksomhedspantet, såfremt virksomhedspantet indtræder på et tidligere tidspunkt end NSAB-pantet, hvilket altid er tilfældet, hvis speditørens kunde køber sine varer Ex Works eller FCA.

Det er meget uheldigt eftersom speditørens muligheder for at få sin betaling nu afhænger af, om hans opgaver konkret har været værdiskabende eller i det mindste bevaret varernes værdi, og højesteretsdommen giver ingen vejledning til, hvornår dette anses for at være tilfældet.

I den konkrete sag stod speditionsvirksomheden Seatainers for alle logistikopgaver for kunden Villa Collection fra og med afhentning hos producenterne i Fjernøsten, over udpakning af containerne, palletering, oplagring, plukning og pakning til udkørsel til Villa Collections kunder. Villa Collection havde intet lager selv, og Seatainers ydelser var således helt essentielle for Villa Collections forretning.

Jeg tror derfor, at Højesteret i den konkrete sag har valgt at lade det komme Seatainers til gode, at de loyalt fortsatte arbejdet for Villa Collection – og dermed holdt Villa Collections virksomhed i drift – på trods af at Seatainers tilgodehavende bare blev større og større frem mod konkursen.

Seatainers kunne ud fra det almindelige princip om detentionsret (tilbageholdelse af egen ydelse) og i hvert fald med henvisning til kontraktbrud (Villa Collection betalte ikke sine regninger som aftalt) have stoppet med at udføre flere opgaver for Villa Collection langt tidligere, hvorved Villa Collection pr. omgående var blevet tvunget ud i en meget alvorlig situation – ja formodentlig konkurs – idet Villa Collection da hverken ville kunne modtage eller levere varer, og dermed ikke kunne generere nogen omsætning.

Levering af ydelser på kredit vil i et konkursbo jo normalt ikke blive belønnet med en bedre prioritetsstilling blandt boets kreditorer, og med landsrettens og højesterets resultat vil NSAB 2000 § 14 panteretten ikke længere være til nogen hjælp, da den vil blive skubbet til side af virksomhedspantet, hvorefter Seatainers ville være reduceret til simpel kreditor i Villa Collections konkursbo for så vidt angår den det af Seatainers krav, som ikke var sikret ved panteret jfr. Søloven, og den del af tilgodehavendet, der kunne henføres til tiden før virksomhedspantet blev stiftet.

Højesteret valgte – for at nå frem til det utvivlsomt rigtige resultat - at se i retning af den ulovbestemte tilbageholdelsesret, for at give Seatainers prioritetsstilling i forhold til såvel virksomhedspantehaver, som konkursboets øvrige kreditorer. Det er, som Philip Graff er inde, på ”rigtig godt” – i hvert fald for speditionsvirksomheder, der som Seatainers leverer full service-løsninger til deres kunder.

Da tilbageholdelsesretten i Højesterets dom er nært knyttet til bevarelse af eller forøgelse af varernes værdi, er det gode spørgsmål jo så, hvor meget der skal til for at dette kriterium er opfyldt. I den konkrete sag var Seatainers ydelser helt essentielle for Villa Collection, og derfor var der aldrig reelt tvivl om, at Seatainers ydelser bevarede og forøgede varernes værdi for Villa Collection.

Men hvis man forestiller sig en situation, hvor en speditionsvirksomhed f.eks. kun har en bestemt kundes returvarer eller ukurante varer på lager, vil situationen så være anderledes? Eller situationen, hvor speditører alene har en stor stak europaller eller returemballage på lager på tidspunktet for konkursen?

Der vil utvivlsomt også være mange situationer, hvor varer flyttes fra lokale producenter i Danmark til et dansk lager, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved, om dette reelt er med til at bevare eller forøge varens værdi.

Hvis barren for, hvornår speditørens ydelser bevarer eller forøger varens værdi sættes lavt, så er dommen en klar sejr for speditionsbranchen, men hvis den sættes højt, vil mange speditionsvirksomheder opleve, at deres ydelser nu vil blive leveret på en usikret kredit, hvorfor disse virksomheder bør overveje andre måder at sikre deres tilgodehavender på. Hvor barren ender er stadig et godt spørgsmål, som højesteretsdommen ikke svarer på.

Bernt S. Clausen, advokat
Træbuen 7
8670 Låsby

[add:338]