Manglende baglys måske skyld i dødsulykke
Den voldsomme ulykke på E45 ved Randers, der natten til tirsdag kostede to mænd livet, var måske forårsaget af, at der ikke var lys på den trailer, der var koblet på varebilen, som de kørte i, skriver bt.dk.
Ulykken skete, da et vogntog fra DSV kørte ind i og senere over en varebil med trailer, hvor to mænd på 27 og 34 år befandt sig. De to mænd døde på stedet.
Politikommissær hos Østjyllands Politi, Peter Bay Jensen, oplyser til netavisen, at manglende lys på varebilens tilkoblede trailer kan være én af årsagerne til, at den voldsomme ulykke fandt sted.
»Vi har været så heldige, at der er flere vidner, der har henvendt sig til os. Henvendelserne har specielt omhandlet det køretøj, som de to dræbte kørte i. Flere oplyser, at der ikke var lys bag på den trailer, de kørte med,« siger han.
Chaufføren kom ikke fysisk til skade ved ulykken. Han er nu rutinemæssigt sigtet for to tilfælde af uagtsomt manddrab.