Dødsulykke på E45: Lastbil ramte varebil
To mænd på 27 og 34 år mistede natten til tirsdag livet i en voldsom trafikulykke på motorvej E45 ved Sdr. Borup syd for Randers, skriver eb.dk.
De to mænd kørte i en varebil og blev dræbt på stedet, da bilen blev skubbet i grøften af et vogntog, der fulgte efter og kørte hen over varebilen.
Lastbilen ramte i første omgang en biltrailer med en bil på, som blev trukket af varebilen.
»Varebil og trailer blev skubbet i grøften efterfulgt af lastbilen, der kørte henover varevognen, således at begge de ombordværende omkom. Lastbilens chauffør slap uskadt, men blev kørt til behandling for chok,« siger Jens Rønberg, vagtchef hos Østjyllands Politi, til eb.dk.
Yderligere to biler var involveret i ulykken, fordi de ikke kunne nå at standse. Her skete kun materiel skade.
Efter ulykken afspærrede politiet hele det sydgående spor, som først blev åbnet klokken fire tirsdag morgen.