Nødvendige besparelser
»Hvis vi skal klare os med danske lastbiler og danske chauffører, er det livsnødvendigt at optimere på alle områder for at klare sig i konkurrencen. Vi skal udnytte alle muligheder for at reducere brændstofforbruget, udnytte køre-/hviletidsreglerne og optimere ruteplanlægningen, så vi får så lave omkostninger som muligt.«
Sådan lyder det fra vognmand Klaus Jensen, der sammen med sin far, vognmand Torben Jensen, driver vognmandsforretningen Brdr. Jensens Godstransport A/S i Nr. Alslev på Falster. Virksomheden har i årevis brugt flådestyring, og for nylig fik man leveret en ny Scania R 560 med Scanias integrerede FMS-løsning (Scania Fleet Management System).
Brdr. Jensens Godstransport A/S, der blev grundlagt i 1969, beskæftiger sig med alt fra lokal kørsel til syd- og nordgående eksportkørsel. Især sidstnævnte stiller store krav til materiellet, og Brdr. Jensens fik for nylig leveret en ny Scania R 560 sættevognstrækker, der skal køre i fast rutefart på Nordnorge.
Stort potentiale
»Vi kunne se, at der er potentiale til store økonomiske og administrative besparelser, så vi har investeret i ”hele pakken” - dvs. både brændstofanalyse, oversigtsrapport, trådløs download af køre-/hviletidsdata samt GPS-kort med navigation,« fortæller Klaus Jensen.
Ved at overvåge lastbilens præcise driftsdata hjemme fra kontoret kan Klaus Jensen se, hvor der er potentiale til optimering af lastbilen og forbedringer i chaufførens kørestil – alt sammen med henblik på at reducere brændstofforbruget. Den trådløse download af chaufførens fartskriverdata giver markante besparelser med mindre spildtid og mindre administration, og i kombination med GPS-sporing af lastbilen bliver det nemmere og mere effektivt at optimere ruteplanlægningen i forhold til køre-/hviletidsregler og chaufførens resterende køretid.
At vognmanden nøje kan overvåge både lastbilens drift og chaufførens køre-/hviletid bekymrer ikke chauffør Jens Jørgen Andersen. Trods 35 års erfaring bag rattet er han ikke bleg for at indrømme, at han kan blive endnu bedre til at køre økonomisk.
Blev gasset
[pic:21507]»Det kan selvfølgelig lyde lidt ”Big Brother”-agtigt, at vognmanden kan følge lastbilens drift og min kørestil hjemme på kontoret. Jeg synes faktisk, det er fint, at man kan bruge bilens driftsdata til at blive klogere, for jeg er selvfølgelig interesseret i at køre så økonomisk som muligt,« fastslår Jens Jørgen Andersen.
»Og så giver det faktisk ekstra tryghed, at vognmanden altid kan se lastbilens position. Jeg har én gang prøvet at blive gasset på en udenlandsk rasteplads, så jeg ved, at overvågning kan være positivt,« tilføjer han.
[add:369]
[add:432]