Styrelse: Undgå fejl ved udstedelse af ADR-beviser
Beredskabsstyrelsen har nu et års erfaring med at udstede nye ADR-bevis i plastkortformat til chauffører, der kører med farligt gods. Kortet erstatter det gamle bevis i orange karton, der dog stadig kan anvendes ind til udløbsdatoen.
I 2013 er der produceret over 4000 beviser.
Kursusudbyderne har gjort en indsats for at få systemet i gang, så de rigtige oplysninger leveres til udstedelsen af beviset.
»I nogle tilfælde er der sket fejl eller misforståelser i kæden mellem chaufføren, kursusudbyderen og Beredskabsstyrelsen. Enkelte chauffører har derfor oplevet, at beviset er kommet sent frem. Beredskabsstyrelsen arbejder løbende på at tilrette procedurerne, så risikoen for fejl er så lille som mulig,« siger Majken Strange fra Center for Forebyggelse i Beredskabsstyrelsen.
Gode råd til chauffører
Men chauffører kan også selv gøre meget for at sikre hurtig og fejlfri ekspedition.
Beredskabsstyrelsen har følgende tre gode råd til chauffører, der skal have udstedt et farligt gods-bevis efter endt kursusdeltagelse:
Meld dig til det rigtige farligt gods kursus fra starten
»Overvej med det samme, om du – udover grundkursus - har brug for et specialiseringskursus i klasse 1, klasse 7 og/eller tank. Hvis du har brug for det, vil det som regel være en fordel at tage kurserne i et samlet forløb (heldækkende kursus) sammen med grundkurset. Heldækkende kurser afsluttes med én eksamen. Der skal derfor kun udstedes ét bevis, og så skal der kun betales gebyr én gang.
Nogle kursusudbydere tilbyder ikke heldækkende kurser. I de tilfælde er det ekstra vigtigt, at du fra starten gør tydeligt opmærksom på, hvilke kurser du ønsker, og at du først vil have et bevis, når du er helt færdig med alle eksamener.«
Giv kursusudbyderen oplysning om dit gamle ADR-bevis
»Når dit bevis er ved at udløbe, er det valgfrit, om du vil forny det ved at tage et repetitionskursus eller ved at tage et nyt førstegangskursus. Hvis du vælger at forny dit bevis ved at deltage i et førstegangskursus, skal du fra starten gøre kursusudbyderen tydeligt opmærksom på, at du har et gyldigt bevis i forvejen. Dette er vigtigt for, at den rigtige udløbsdato kommer på dit nye bevis.«
Betal først, når du har bestået eksamen
»Indbetal først gebyret, når du har bestået eksamen og derfor er berettiget til at få et ADR-bevis. Husk at få anført dit navn og din fødselsdato på indbetalingen. Fra eksamen er bestået, og gebyret er indbetalt, går der op til 10 dage til, du modtager beviset med posten.«
Læs mere om farligt gods-kurserne
her
.
[add:415]
[add:432]