Frank Nørager fylder 60
Mandag den 10. februar fylder vognmand Frank Nørager 60 år.
Frank Nørager startede som vognmand i 1982 med bare en bil. Frank havde indtil da kørt som chauffør for sin far, vognmand Brix Nørager.
Efter en del år med transport af alt fra korn, kalk, muslinger, fisk osv. fik Frank foden indenfor hos vindmøllefabrik Wind World i Skagen, og i dag er virksomheden blandt Europas førende inden for levering af specialiserede transportservices til især vindmølleindustrien.
Indtil 2002 kørte Frank selv, men en arbejdsulykke gjorde, at han ikke kunne køre lastbil længere. Dette sammenholdt med øget aktivitet gjorde, at Frank udskiftede rattet med en computer, og derfor sidder han i dag på kontoret sammen med 14 andre kontoransatte. Deriblandt hans kone Annette Nørager, hans yngste datter, Ditte Nørager, samt hans ældste datters mand, Heino Nørager-Kristensen.
I 2003 flyttede Frank firmaet fra hjemadressen i Hjortdal til den nuværende placering i Fjerritslev.
Hjortdal Specialtransport råder i dag over 80 trækkende enheder, ca. 185 blokvogne og specialtrailere, 30 følgebiler samt 6 kranbiler fra 36 til 150 tm. Virksomheden har i dag knap 125 ansatte, hvoraf godt 100 er timelønnede.
Firmaet blev i 2010 kåret til Årets Arbejdsplads af 3F, bl.a. med baggrund i en særlig høj prioritering af medarbejdernes trivsel, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling.
Den runde dag bliver fejret med levering af den 5. af i alt 14 nye MAN’er som alle vil blive leveret i løbet af 1. kvartal 2014.
Frank Nørager meddeler desuden, at der som sædvanlig vil være kaffe på kanden på kontoret i Fjerritslev.
[add:38]
[add:432]