23948sdkhjf

DEBAT: Branchen kan godt selv

Til Niels Jørgen Nielsen, Vorup:

Jeg har stort kørekort, og jeg har kørt masser af lastbil. I øvrigt mener jeg ikke, at vi er uenige på nogen af de punkter, som du fremfører.

Der er ingen tvivl om, at vinterdæk er en rigtig god ting, og det gør bestemt ikke tingene værre. Men som du selv bemærker, er vinterdæk jo ikke en garanti for, at man ikke kan komme i vanskeligheder.

Når jeg udtaler mig, som jeg gør, så er det naturligvis som repræsentant for min brancheorganisation DTL – altså ”lobbyistisk betonet”, som du udtrykker det. Jeg maner til besindelse, fordi et politikerønske om lovpligtige vinterdæk til lastbiler ikke nødvendigvis alene vil forhindre de situationer, hvor lastbiler skrider ud og blokerer vejene. Når uheldet først er ude, er det tidskrævende at fjerne dem, så indvirkningen på trafikken er mere massiv.

DTL mener, at man ikke bare skal lovgive om alting baseret på øjeblikkets hændelser i politikerens valgkreds. Branchen og den enkelte vognmand kan godt finde ud af det, mener vi.

Der skal nogle seriøse erfaringer på bordet og vægtes for og imod, før man beslutter sig. Blandt andet dine erfaringer – og mine. Så må man beslutte sig på et seriøst grundlag. Og det kunne jo være, at vognmanden havde gode grunde til at investere i noget andet vinterudstyr end vinterdæk, fx Onspot, som kunne løse netop hans behov om vinteren.

Når det er sagt, så vil jeg godt benytte mig af lejligheden til at sige, at intet er så godt for trafikafviklingen og –sikkerheden som det at køre opmærksomt og efter forholdene. Chaufføren, der sidder bag ved rattet, er stadig den vigtigste faktor. Vinterdæk eller ej.

 
Frank Davidsen
Chefkonsulent
Dansk Transport og Logistik

[add:38]

[add:432]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062