Øst-chauffør kørte 2680 kilometer uden pause
Sagen om øst-chauffører, der kører med flere identiteter og førerkort, ruller videre i Norge. De mange identiteter giver chaufførerne mulighed for at omgå køre- og hviletidsreglerne ved at køre videre med en ny identitet, og de falske ID-kort er så professionelt lavet, at politiet har svært ved at afsløre snyderiet.
Og nu mener det norske lastbilforbund NLF at kunne dokumentere, at en chauffør kørte 268 norske mil svarende til 2680 kilometer uden pause ved hjælp af fire falske identiteter.
Det skriver TransportMagasinet på sin hjemmeside tungt.no
.
Det svarer til mere end 33 timer bag rattet med en konstant fart på 80 kilometer i timen.
For godt et år siden solgte en norsk vognmand en brugt Volvo-trækker til Litauen. Lastbilen havde et flådestyringssystem, da den blev brugt i Norge, som man valgte ikke at koble fra ved videresalget. Dermed blev bilen fulgt nøje et års tid, indtil den for nylig havarerede.
Fire identiteter
»Den længste tur, vi har registreret, er 268 mil (2680 kilometer red.). Det længste stop på denne tur var fem minutter. En chauffør har kørt bilen med fire identiteter hele tiden. Vi har fulgt med, hver gang vedkommende har skiftet ID-kort. Hvad han indtager af piller for at gennemføre 268 mil uden pause, må guderne vide,« siger NLF’s regionsdirektør i Trøndelag, Roar Melum, til tungt.no.
Ifølge ham har vogntoget haft meget kørsel i Norge i løbet af året, hvor det har kørt for flere seriøse virksomheder. Bilen og chaufføren er også flere gange blevet kontrolleret af politiet langs de norske veje, uden at man har fundet noget ureglementeret.
Roar Melum understreger over for tungt.no, at han kan dokumentere alle oplysninger. Dermed mener NLF at have fundet svaret på, hvorfor vogntog fra udlandet kan køre langt flere ture end norske, lovlydige konkurrenter.
[add:434]
[add:432]