Cyklist kørt over af lastbil: Dræbt på stedet
En 73-årig mand mistede torsdag morgen livet, da han blev kørt over af en lastbil i Hovslund nær Rødekro i Sønderjylland.
»Han kommer kørende ligeud på sin cykel, da han pludselig vælter ud foran lastbilen. Han var dræbt på stedet,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard, til bt.dk.
Ulykken skete ved lav hastighed på Tavlsbjergvej i Hovslund umiddelbart før et kryds.
»Det er så tragisk, som det kan være,« siger vagtchefen.
De pårørende er underrettede.