Chauffør-konkurrence for sjette gang
Scania åbner nu for tilmelding til chaufførkonkurrencen Young European Truck Driver, der afvikles for sjette gang.
Konkurrencen består af en blanding af teori og praksis, hvor deltagerne skal vise, at de behersker alle aspekter ved trafiksikker og miljørigtig lastbilkørsel. Konkurrencen er åben for alle lastbilchauffører på 35 år og derunder, uanset hvad lastbilmærke de kører i til hverdag.
Efter tilmelding på www.scania.dk og en indledende teoriprøve udtages de dygtigste chauffører til en stribe regionale konkurrencer, der afvikles hos de danske Scania-forhandlere rundt omkring i Danmark i løbet af foråret. Her vil deltagernes evner i bl.a. præcisionskørsel på en udfordrende manøvrebane samt ved økonomikørsel i normal trafik blive bedømt. Alle praktiske øvelser foregår i helt nye Scania R 450 sættevognstrækkere med sættevogn på i alt 40 tons vogntogsvægt.
»Hos Scania betragter vi chaufføren som den absolut vigtigste person, når det gælder trafiksikker og miljørigtig kørsel med lastbil,« siger pressechef Mikael Friis fra Scania Danmark.
»Ved fagligt at udfordre chaufførerne på relevante områder som manøvre- og økonomikørsel, lastbilteknik, førstehjælp og lastsikring er vi overbeviste om, at trafiksikkerheden forbedres. Fra tidligere konkurrencer ved vi, at deltagerne virkelig tager opgaverne seriøst og forbereder sig både på de teoretiske og praktiske udfordringer, der møder dem i konkurrencen,« siger han.
1. præmie til 750.000 kr.
De bedste chauffører fra de regionale runder kvalificerer sig til en dansk finale, der afvikles på Ishøj Truckshow til august, og den samlede danske vinder kvalificerer sig automatisk til den europæiske finale på Scania-fabrikken i Södertälje til september. Førstepræmien til den europæiske vinder er en fabriksny Scania R-serie lastbil til en værdi af kr. 750.000.
[add:338]
[add:432]