DEBAT: Volumen er ikke afgørende
Nu kommenterer jeg ikke Jacob Chr. Nielsens (JCN) svar på mit indlæg her på siden for at starte en lang ping-pong-debat om, hvem der nu synes bedst om sine egne grise, og hvor Per eller Poul skal være medlem. Og jeg kan meget enkelt svare på JCN's svar til mig:
Uden overhovedet at gøre mig nogen forestillinger om jeres antal af medarbejdere, som jeg faktisk alle anser for absolut kompetente og 100 % servicevenlige personer, så er det jo ikke altid mængden, der gør forskellen (nogen klarer sig med tofinger-systemet på computeren, andre skal bruge 10). Og begge får jo skrevet et brev m.m. Og det er jo et held for nogen, deriblandt mig selv.
FDL kan ikke og har ikke behov for en volumen-administration. Men vi ville selvfølgelig gerne have tilgang af medlemmer, hvad vi for øvrigt også har. Men jeg ved, at vore tre medarbejdere absolut ligger i toppen, når det drejer sig om produktivitet og effektivitet. Hos FDL kan man også få svar på spørgsmål om forsikring, køre-/hviletid, jura, lastsikring, fordelagtige indkøb af diesel/olieprodukter og cabotage m.m. FDL var i tidernes morgen foregangsforening for bl.a. olieaftaler.
FDL formår dette til trods for en minimal administration og en mini-økonomi (dog solid og en af de eneste vognmandsorganisationer i DK, der år efter år har et overskud på primær drift).
Så FDL er ikke kun optaget af ”et emne”, som JCN hævder. I FDL ville vi også sagtens kunne leve med en grøn tilladelse, hvorpå de overenskomstbindende krav ikke er påført. Men det kan først ske, når konkurrenceforholdene herfor er tilvejebragt. Så er jeg ganske overbevist om, at de ansvarlige overenskomstparter er klar til at håndtere dette spørgsmål. Men indtil da må man lov følge eller land fly.
Nej nej, JCN, jeg gør mig overhovedet ikke nogen forestillinger om, at FDL er i samme superliga som ITD, men jeg vil hævde, at FDL varetager danske vognmænds daglige og politiske interesser fuldt ud på højde med andre organisationer.
JCN hævder, at jeg intet belæg har for at hævde, at ITD arbejder for fri cabotage. Jeg ved godt, at JCN hver gang i offentlige forsamlinger har hævdet, at det ikke er ITD’s dagsorden i dag. Gået på klingen afviser JCN ikke, at dette åbenlyst har været dagsordenen tidligere, altså før JCN’s tid.
Og det skal JCN selvfølgelig have kredit for, dersom det skyldes direktørskifte, at ITD’s dagsorden påstås ændret i dag. Dog skyldes det i virkeligheden dette, at presset/modstanden i DK, men også ude i Europa og i Skandinavien efterhånden blev så stort, at kampen heldigvis måtte udsættes, og dette, at ITD ville have kommet til at stå temmelig alene sammen med speditørerne.
Ja, de enkelte vognmænd har da heldigvis deres egen frie vilje til selv at vælge deres organisatoriske ståsted, og det har jeg vist heller ikke på nogen måde forsøgt at påvirke i nogen retning. Men derfor kan mit spørgsmål godt være relevant.
Christian Jensen
Nordvej 12
9900 Frederikshavn
[add:433]
[add:432]