23948sdkhjf

DEBAT: Brancheorganisation til nutiden

Hvorfor er en almindelig dansk vognmand medlem af ITD? Sådan spørger FDL’s formand, Christian Jensen. Tak for at give mig lejlighed til at komme med svaret.

Det er egentlig enkelt: En vognmand får hjælp, når han er medlem hos ITD. Vi har 50 dygtige medarbejdere, der fra morgen til aften er klar til at svare på spørgsmål om køretøjer, jura, køre- og hviletid, forsikring, telefoni, lastsikring, regnskab og mange andre praktiske forhold, som er vigtige for almindelige danske vognmænd.

Når vi spørger medlemmerne, er de meget tilfredse med den service, de kan få hos os. Og vi udvikler også hele tiden på vores tilbud, så vi følger med tiden og de behov, der er i branchen.

Ja, ITD har en sund økonomi. Ud over, at det i gode år har betydet udlodninger til kernemedlemmerne, betyder det også, at ITD er her i morgen og om 10 år. Vi tænker derfor langsigtet og bredt, og vi gør det på hele branchens vegne.

FDL er optaget af ét emne, nemlig cabotage. I betragtning heraf er det utroligt, hvor meget uvidende sludder, der bliver ved med at komme om emnet fra den kant. Christian Jensen har for eksempel ikke noget som helst belæg for at sige, at ITD arbejder for fri cabotage.

Vores holdning er enkel og kort: Vi vil have klare og ens regler i alle EU-landene. En fortsat begrænsning af adgangen til cabotage ser vi som nødvendig. Det har vi sagt højt og tydeligt længe. Også direkte ind i ansigtet på Christian Jensen ved flere lejligheder!

Men alt handler ikke om cabotage. Der er andre problemer at tage fat på, og det gør vi i ITD. På vegne af den almindelige danske vognmand.

Danske vognmænd lider for eksempel under en håbløs og ufleksibel overenskomsttvang. Behandling af køre- og hviletidssager vil vi også gerne have gjort mere fleksibel og fair. Infrastrukturen skal vi have udbygget og sikret, så trafikken kan flyde frit og ubesværet også i fremtiden.

I ITD har vi ressourcerne til at sætte os ordentligt ind i tingene. Alene det er en god grund til at lægge sit medlemskab hos os. Branchen fortjener en organisation, der kan fremstille erhvervets sager sagligt, professionelt og troværdigt.

Samtidig repræsenterer vores medlemsflok ganske godt de forskellige typer af vognmænd, der nu engang er i Danmark. Og vi lytter til dem alle.

Vi opfatter os selv som en bred, aktiv og åben brancheorganisation med rod i nutiden. Jeg gør mig ikke nogen illusion om, at Christian Jensen og FDL har det på samme måde. Hvor vognmændene helst vil være med, er deres valg. Vi kan blot med glæde konstatere, at flere og flere vælger ITD til.

Jacob Chr. Nielsen
Adm. direktør, ITD

[add:352]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062