Speditører: Retssikkerheden vakler
Retssikkerheden vakler hos myndighederne i transportbranchen
Der har udviklet sig retsløse tilstande for vognmænd og speditører, når politiet ved deres kontroller udsteder bøder i forbindelse med overtrædelser af godskørselsloven. Det mener Danske Speditører.
»Nu forholder det sig imidlertid sådan, at politiet i forbindelse med udstedelse af bøder undlader at oplyse om, at man i stedet for at betale bøden på stedet, har ret til at stille sikkerhed for bøden,« siger politik- og relationschef Peter Nielsen fra Danske Speditører.
»Denne manglende oplysning fra myndighederne har stor betydning for speditører og vognmænd. Fakta er nemlig, at hvis chaufføren ikke vedkender sig bøden og vel og mærke betaler bøden på stedet, vil myndighederne tilbageholde lastvognen,« fortsætter Peter Nielsen.
»Så når en chauffør pålægges en bøde og chaufføren ikke har penge til betaling af bøden, betales bøden ofte af enten speditøren eller vognmanden, så lastvognen ikke tilbageholdes af myndighederne. Det har dog den konsekvens, at man ifølge myndighederne, erkender sin skyld og derved ikke efterfølgende kan retsforfølge sagen, uanset om man er uenig i den bøde man er blevet tildelt,« siger Peter Nielsen.
Hørt om flere eksempler
Af godskørselsloven fremgår det, at der ikke nødvendigvis på stedet skal ske betaling af bøden, for at lastbilen frit kan køre videre. Det er nok, at der kan fremskaffes en sikkerhedsstillelse for bøden. Sker dette, kan lastvognen køre videre – og nok så vigtigt sker der ikke en erkendelse af skyldsspørgsmålet da bøden ikke betales.
»I Danske Speditører hører vi om flere og flere eksempler hvor myndighederne, på trods af uenighed om bøden, presser en betaling frem på stedet med en trussel om, at lastvognen ellers vil tilbageholdt af myndighederne. Oplysning om, at en sikkerhedsstillelse for bøden er nok, informerer myndighederne ikke om. Det fremgår således ikke af de bødeforlæg, politiet udsteder, og det er ligeledes ikke medlemmernes opfattelse, at det bliver nævnt mundtligt,« siger Peter Nielsen.
»Det virker krænkende for retssikkerheden, at denne information ikke udleveres. Ikke mindst set i lyset af, at en betaling på stedet vil frarøve modtageren af bøden at indbringe denne for domstolen. Justitsministeren bør kigge på denne sag og sikre, at myndighederne fremover agerer med udgangspunkt i lovens ordlyd og ikke ud fra andre motiver, der kan være årsag til myndighedernes adfærd i denne sag,« mener Peter Nielsen.
[add:424]
[add:432]