23948sdkhjf

Hollændere overtager motorvejsbyggeri

Vejdirektoratet har underskrevet en aftale med det hollandske konsortie Combinatie Mobilis Van Gelder om at anlægge 2. etape af Frederikssundmotorvejen efter E. Pihl & Søn, der gik konkurs den 26. august.

Med aftalen overtager det hollandske konsortium kontrakten og de tilhørende forpligtigelser. Det betyder derfor også, at motorvejen kan åbne som planlagt i 2015. Motorvejsbyggeriet består blandt andet af 4,4 km motorvej, støjvolde, ramper og syv broer.

»Vi er utroligt glade for, at det i samarbejde med de involverede parter er lykkedes at finde en hurtig løsning. Nu kan vi få gang i anlægsbyggeriet igen, så vi kan åbne vejen i det sene efterår af 2015. Vi ser frem til et godt samarbejde med det hollandske konsortie,« siger Jens Holmboe, der er anlægsdirektør i Vejdirektoratet.

Det hollandske konsortie, som består af TBI Infra B.V og Van Gelder B.V., har i forvejen opgaven med at anlægge Tværvej, der er en motortrafikvej, som skal forbinde 2. etape af Frederikssundmotorvejen med Frederikssundsvej ved Kildedal St. i Ballerup. Konsortiet, der også bød på selve motorvejsopgaven, da den oprindeligt blev udbudt, har tilsammen flere end 8500 ansatte og en samlet omsætning på omkring 16 mia. kroner om året.

Baggrund:

Vejdirektoratet bygger lige nu 2. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 4 og Tværvej ved Smørum. Vejarbejdet gik i gang i marts og forventes at åbne for trafik i 2015. Den samlede anlægssum er 1,1 mia. kroner.

Formålet med Frederikssundmotorvejen er at aflaste Frederikssundsvej, der er en af de mest trafikerede veje i landet, som ikke er udformet som motorvej eller motortrafikvej. Det skaber massive bilkøer og forsinkelser i myldretiden. Dertil kommer et stort antal trafikuheld på strækningen. Motorvejen vil samtidig skabe sammenhæng med det øvrige motorvejsnet omkring hovedstaden og give en bedre og sikrere trafikafvikling i hele regionen.

[add:418]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078