Flot komprimatorbil til HC Container
H.C. Container i Værløse har fornylig suppleret sin moderne vognpark med en ny komprimatorbil. Opbygningen er en 24 kubikmeter stor Phoenix Olympus OL24 HCTG komprimatorkasse med ekstra stor skuffe til håndtering af industriaffald.
Komprimatorkassen er udstyret med lift for minicontainer, spil for vippecontainer, hydrauliske klemmer for papballer samt verificeret vægtanlæg. Derudover udmærker opbygningen sig diodelygter som standard. Og som noget nyt er der monteret 6 stk. diode arbejdslys i toppen af komprimatorkassen, således at arbejdslys ikke blænder. Endvidere er cyklistværn udført som heldækkende låger og værktøjskasser i begge sider.
Opbygningen er monteret på et Scania R440 LB 6x2/4 chassis med bl.a. Euro-6 motor, rummeligt mellemførerhus og fuldautomatisk Opticruise-gearskifte. For at modvirke højresvingsulykker er lastbilen også monteret med to cyklistkameraer i højre side.
Bilen bliver primært anvendt til opsamling af industriaffald i Nordsjælland.
Tredje familiegeneration
H.C. Container blev etableret af Carl Christensen tilbage i 1952. For 12 år siden blev det overordnede ledelsesansvar lagt i hænderne på stifterens barnebarn Kim König, der siden har medvirket til, at virksomheden har oplevet en forrygende fremgang. Alene på lastbilsiden har fremgangen resulteret i en fordobling af vognflåden fra 25 til den nuværende størrelse på 53 moderne lastbiler, der er bygget op med henholdsvis komprimatorkasser eller hejselad.
[add:352]
[add:389]