Bedre information skal bekæmpe ulykkerne
Transportminister Pia Olsen Dyhr har netop bebudet, at hun nu ønsker at samle relevante organisationer og myndigheder til et dialogmøde om den videre forebyggelse af højresvingsulykker, og det hilser Jacob Chr. Nielsen, direktør i ITD, velkommen.
»Fra branchens side kan vi for eksempel hjælpe med informationsmateriale til vognmænd og chauffører. Et vigtigt budskab er i den forbindelse, at der ikke må være ekstraudstyr, som kan spærre for udsynet i lastbilernes førerhus. Vi har måske også brug for at reklamere mere for de udmærkede spejlpladser, der allerede er indrettet, for at chaufførerne kan finindstille spejlene,« siger Jacob Chr. Nielsen og fortsætter:
»Der er også lavet et rigtigt godt informationsmateriale til udenlandske chauffører, men vi bør se på, hvordan vi forbedrer distributionen, så de udenlandske chauffører rent faktisk får materialet i hænderne.«
Statistikkerne for højresvingsulykker med dødelig udgang har i de seneste fire år ligget på gennemsnitligt tre om året. I alt var der i 2012 11 højresvingsulykker med dræbte eller tilskadekomne i Danmark mod 39 i 2002.
[add:338]
[add:389]