Ny tiptrailer til Knud Korsbæk & Sønner
Knud Korsbæk & Sønner, Attrup, har afhentet en ny 4-akslet Kel-Berg tiptrailer på 56 m3 hos Lastas i Hedensted.
Med fuldsvejset letvægtskasse i aluminium og kunststof på både bund og sider kan den nye og rummelige Kel-Berg trailer bruges til lidt af hvert. Den er opbygget på et ekstra forstærket chassis af finkornsstål 690 og står på 4 stk. 9 tons SAF-aksler med Intradisc-skivebremser. Første aksel er løftbar og med dobbelt sidemonteret liftcylinder. Fjerde aksel er selvstyrende.
[pic:20765]Foran på chassiset er boltet arbejdsplatform i galvaniseret stål med sikkerhedsgelænder. Lastas har opbygget tipkassen med 40 mm indvendige forstærkede aluminiumsplanker og en ekstra 5 mm forstærket bund. Bunden er monteret med 15 mm kunststofbund, og der er kunststof op ad kassens sider. Der er monteret trin både ind- og udvendigt på kassens forende.
Kassen har tophængt bagklap med pneumatisk åbne- og lukkesystem, hvor tophængslerne er flyttet ca. 300 mm frem for at give 15 % ekstra åbning ved aflæsning. Traileren er leveret med automatisk rullepressening fra Spørring Karosserifabrik.
Den nye tiptrailer er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas.
[add:38]
[add:389]