Nyudviklet AMT-trailer til metrokørsel
MTDK A/S i Randers har udviklet en type horisontal ”tiptrailer”. Den nye model er konstrueret ud fra kundeønsker om at kunne køre med væskefyldt materiale som dyng, ler, kalk, forrentet jord eller boreslam fra metroen ved City-ringen i København.
Dette har gjort, at MTDK har udviklet en ny model AMT ”sliding tipper” i Hardox 450, som kan køre såvel bløde råvarer, sten og nedbrydning samt asfalt i den samme trailer. Fordelen ved denne trailer er, at den fungerer uden tip, men i stedet har et vandret stempel fastgjort i forenden samt på en løs stålforsmæk, der kører på lejer på topvangen af traileren.
Ved aflæsning presser man forsmækken hen mod bagenden og trykker læsset af uden at tippe kassen op - det giver stor stabilitet og ingen risiko for væltning, samt mulighed for at tømme kassen 100 %, således at man ikke efter aflæsning er nødt til at bruge lang tid på rengøring af kassen ved bløde materialer.
Samtidig har man ved kørsel med asfalt og stenmaterialer mulighed for at montere en doseringsføler ved bagsmækken, så man kan aflæsse en nøjagtig mængde i en eventuel asfalt- eller stabilgrus-udlægger under aflæsningen.
Aflæsningstiden af et helt læs - altså ca. 38 ton sten eller grus - er ca. to et halvt minut, oplyser MTDK - så der skulle altså ikke opstå ventetid, selvom denne specialtrailer kører sammen med almindelige 4-akslede tiptrailere.
Stor slidstyrke
Opbygningen af den halvrunde, kantede kasse, der er integreret med chassiset, er meget slidstærk, da disse er i Hardox 450 i 6 mm. Dette gør, at de kan klare at køre med nedbrydning, kystsikring og mindre sten, uden kassen tager skade. Traileren vil (dog kun til asfalt og sand) kunne leveres ned til en sidetykkelse på 3,2 mm, der vil give samme egenvægt som en almindelig 4-akslet 36 m3 tiptrailer.
[pic:20808]Trailerne kan også leveres fuldt isoleret og med automatisk rullepresenning, så de opfylder alle krav til asfaltkørsel, hvor de også vil have en fordel i nødspor, i rundkørsler og i byer med mange lyskryds og højspændingsmaster, da den ikke tipper kassen op og dermed undgår at komme i konflikt med lysfyr og højspændingstråde.
Undervognen er opbygget som en normal 4-akslet tiptrailer med 3 x BPW-tromlebremser med faste aksler samt 1 stk. BPW drejbar aksel som 4. aksel. Herudover er der liftaksel på 1. og 4. aksel samt Knorr-bremseanlæg med indbygget vægtsystem og asfaltbremse. Bagenden er opbygget med indbyggede diodelygter og automatisk stålkofanger forberedt for asfaltmaskine. Der er desuden monteret Jost modul-støtteben med stor flad afstillingsfod, så traileren kan stilles med læs.
Som ekstra udstyr kan den nye type AMT-trailer fås med bl.a.: Fuld-isolering med rustfrie plader og 100 mm batz på bund, sider og bagklappe. Automatisk skydepresenning. Aluminiumshjul. Tyndere Hardox-plader til materialekørsel.
[add:418]
[add:389]