Smart modtræk for små vogntog
Århus er den første større by til at indføre forbud mod at køre i indre by med køretøjer over 7,5 ton. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at København, Odense og Ålborg vil følge eksemplet fra Århus – og det har fået fabrikant Jan Møller fra karrosserifabrikken Pendelmatic i Brøndby uden for København til at gå i tænkeboks. Resultatet er en 7 tons sættevogn i totalvægt og med en lastevne på op til 3,5 ton, afhængig af opbygning.
Jan Møller har brugt sine mere end 40 års erfaring i opbygning af lastbiler på nøgne chassiser og har udtænkt et modulopbygget sættevogntog med en let forvogn som trækker og en trailer opbygget i aluminium med en både enkel og effektiv tvangsstyret drejebagaksel, der giver det samlede sættevogntog på 6,2 meter i længde en vendediameter på 11 meter imellem mure og omkring 10 meter imellem kantstene.
[pic:20813]Netop evnen til at manøvrere på snæver plads er en afgørende fordel, men ikke den eneste. Sættevognen kan køres på et B+E-kørekort, altså almindeligt kørekort til maks. 3500 kg suppleret med et trailerkort. Vogntoget kræver ikke vognmandstilladelse og den maksimale lastevne er 3,5 ton. Dog vil et vogntog over 3500 kg totalvægt naturligvis altid kræve vognmandstilladelse, når der køres gods for fremmed regning. Lastevnen kan øges med 500 kg, men så er sættevognens totale vægt vejet op til 7,5 ton, og fordelen med B+E-kørekort er ofret på vægttavlen.
De første er i arbejde
[pic:20815]Jan Møller har leveret den første Doggie-modulopbyggede sættevogn med den nyeste opbygning til vognmand Finn Brodersen, opbygget på basis af en Mercedes Sprinter 316 med sovekabine.
Denne sættevogn har en trailerlængde på 6,20 m til en højde på 2,10 m og bredde på 2,20 m. Målene giver et rummål på 28,5 m3 og plads til 12 europaller. Der er gardin-presenninger i begge sider og en Palfinger 1000 kg lift på bagsmækken. Lastevnen på denne specifikke opbygning er 2500 kg. Der er valg imellem flere bilmærker som trækker. Foruden Mercedes Sprinter er der Fuso Canter, Nissan Cabstar, Renault Maxity og Iveco Daily.
[add:369]
[add:389]