Scania efterlyser mekanikere
Hårde tider i transportbranchen eller ej, så har Scanias forhandlerorganisation, der råder over 17 store lastbilværksteder over det meste af Danmark, oplevet stigende aktivitetsniveau i de seneste måneder. Efter nogle træge år er der nu kommet så meget gang i hjulene, at Scania faktisk mangler mekanikere over det meste af landet.
»Siden nytår er der kommet markant mere gang i efterspørgslen på service og reparation på Scanias egne værksteder. Det har både ført til udvidelse af medarbejderstaben og udvidelse af værkstedskapaciteten gennem effektiviseringer og længere åbningstider,« siger Claes B. Pedersen, CFO/COO i Scania Danmark A/S.
Siden nytår har Scania ansat 20 ekstra mekanikere over hele landet – og samtidig udvidet åbningstiderne på flere anlæg.
»Dog kniber det med at skaffe folk. Vi har akut brug for mekanikere i bl.a. Herning og Aarhus, og også i resten af Danmark er det svært at finde ledige lastbil-, hydraulik- og el-specialister,« tilføjer Claes B. Pedersen.
Brug for flere hænder
En moderne lastbilmekanikers hænder skal være skruet sådan på, at han eller hun både kan klare det grove og til tider beskidte arbejde med reparation af store motorer, kraner og trailere samt kunne betjene en computer til fejlfinding og diagnose af lastbilernes mange elektroniske systemer.
»Vi oplever, at mange unge med en mekaniker i maven fokuserer meget snævert mod personbiler. I lastbilbranchen er der mindst lige så mange spændende tekniske udfordringer som i personbilbranchen. Der har vi en udfordring i at fortælle de unge mennesker og andre jobkandidater om de gode karrieremuligheder, som både lastbilbranchen og ikke mindst Scania tilbyder. Det gælder både herhjemme og internationalt,« siger Claes B. Pedersen.
Scania beskæftiger i øjeblikket ca. 425 mekanikere på i alt 26 autoriserede værksteder over hele landet.
[add:418]
[add:389]