Lastbil-bro genåbner snart
I juli lukkede tyske myndigheder motorvejsbroen over Kielerkanalen for lastbiler. Dermed var hovedpulsåren til og fra Danmark pludselig skåret over. Nu har tyskerne sat fuldt tryk på renoveringsarbejdet. De seneste meldinger er, at planen om at genåbne broen om seks-otte uger holder, oplyser ITD.
»Sikkerheden er det vigtigste, og reparationen var uundgåelig. Men lukningen kom uden varsel. Det betød besvær og unødvendige udgifter for danske vognmænd,« siger chefkonsulent Anders Jessen fra vejgodstransportens brancheorganisation ITD.
»Arbejdet er trods tekniske udfordringer gået så hurtigt som muligt, og det roser vi. Men fremover skal vi undgå reparationer uden varsel og unødvendigt store indgreb i trafikken. Vi har set, hvor sårbar infrastrukturen er. Broen er blevet forsømt i 20 år, og det er et uklogt sted at spare. Rettidig omhu er i længden billigere for samfundet.«
Tunnel beskadiget
Den lange slange af lastbiler på landevejene giver en ny udfordring: Den tunge trafik beskadiger asfalten i Rendsburg-tunnelen, og den skal nu have et friskt lag. Ifølge Anders Jessen ser det ud ud til kun at blive dele af lørdag den 12. oktober 2013, tunnelen bliver lukket. Indtil asfalten er klar, er hastigheden i tunnelen dog sat ned fra 50 til 30 km/t.
ITD leverede efter lukningen af broen en række forslag til den slesvig-holstenske trafikminister Reinhard Meyer (SPD). Forslagene ville betyde mere smidig trafik under renoveringen. Blandt idéerne tog tyskerne vel imod tanken om at give dispensation til ADR-transporter (lastbiler med farligt gods) gennem Rendsburg-tunnelen på særlige tidspunkter.
[add:369]
[add:389]