Lastbilchauffør bag trafikdrab er varetægtsfængslet
Den lastbilchauffør, der mandag morgen kørte en kvinde ihjel mellem Sæby og Høng, blev ved et grundlovsforhør tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger på baggrund af begrundet mistanke om, at manden er skyldig i uagtsomt manddrab.
Ved grundlovsforhøret kom det også frem, at den 42-årige chauffør var påvirket af alkohol, da ulykken skete. Manden indrømmede i retten ifølge bt.dk, at han havde drukket 70 cl spiritus og to øl aftenen inden ulykken.
Ulykken skete ved 8-tiden mandag morgen, og da politiet målte mandens promille ved en blodprøve kl. 15.30 mandag eftermiddag, var den stadig over det tilladte, nemlig 0,67.
Manden forklarede også, at ulykken skete, da han bukkede sig ned efter en smøg, mens han havde venstre hånd på rattet, og at han troede, det bump, det gav, da han ramte kvinden, stammerede fra sidespejlet, der var blevet slået ind mod ruden, da han ramte nogle buske i siden af vejen.
Manden blev i retten sigtet for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Han nægtede sig skyldig i uagtsomt manddrab, men indrømmede at have kørt uden for vejens afmærkninger.