Flugt-chauffør havde alkohol i blodet
Den chauffør, der mandag morgen påkørte og dræbte en 63-årig kvinde ved Høng på Vestsjælland, havde alkohol i blodet, viser politiets blodprøve. Det skriver tv2east.dk.
Det kom frem tirsdag eftermiddag, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.
Manden er indtil nu sigtet for uagtsomt manddrab, men kan efter de nye oplysninger i sagen sandsynligvis forvente yderligere sigtelser.
Ved grundlovsforhøret erklærede den 42-årige mand sig ikke-skyldig i anklagerne, og der blev samtidig nedlagt navneforbud i sagen.