23948sdkhjf

Sønderjysk rapper står bag ny graffiti-trailer

Tilbage i 90’erne blev han landskendt som gangsterrapperen L:Ron:Harald fra Sønderborg, der havde en forkærlighed for Opel Kadett og hang til letpåklædte damer. Nu har den tidligere rapper dekoreret en trailer for Danske Fragtmænd med graffiti.

 

Forklaringen er, at L:Ron:Harald, hvis borgerlige navn er Lars Jensen, har skiftet mikrofonen ud med spraydåser og er sprunget ud som professionel graffitikunster med flere anerkendte projekter og udstillinger på CV’et. 

»Graffiti betyder alt i mit liv. Det er for mig den ultimative måde at udtrykke sig på,« siger Lars Jensen, der netop har færdiggjort udsmykningen af den utraditionelle trailer. 

»Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Som graffitimaler handler det om at få vist sine »pieces« frem, hvilket en kørende lastbil fuldt ud kan honorere.

Derfor kontaktede han Danske Fragtmænd, der med det samme hoppede med på idéen.  

Til kamp mod støvet ry 

»Vi ønsker at gøre op med forestillingen om Danske Fragtmænd som en tung og støvet virksomhed. Vi tør godt at udfordre os selv og er ikke bange for at gå nye veje. Det er det noget utraditionelle samarbejde med en personlighed som Lars Jensen et godt eksempel på,« siger Peter B. Jepsen, HR-direktør i Danske Fragtmænd A/S.

Hele 140 timer tog det at male den cirka 13 meter lange og tre meter høje trailer. 

Fik hjælp af stort graffiti-talent 

»Det var ikke nogen nem opgave, det var især en stor udfordring at skabe sammenhæng i maleriet på så stort et lærred, så jeg er meget glad for resultatet,« siger Lars Jensen, der fik hjælp af 20-årige Andreas Welin, der er én af landets mest talentfulde graffitimalere.     

»Jeg ser det samme kunstneriske talent i Andreas, som jeg i sin tid så i Clemens som rapper,« siger Lars Jensen, der både opdagede og hjalp den kendte rapper MC Clemens frem til en musikkarriere. 

Nu er turen så kommet til Andreas Welin. Makkerparret har allerede lavet mange store graffiti-projekter sammen og vil også arbejde sammen på Lars Jensens næste store ønskeprojekt: Udsmykningen af en jumbojet.

Grafitti-lastbilen indgår i driften i Danske Fragtmænd og kan allerede opleves på landets veje.

[add:369]

[add:389]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063