23948sdkhjf

Medbringertrucks skal ikke reducere vogntogslængden

Trafikstyrelsen tager positivt imod vejtransportens ønske om, at de såkaldte ”medbringertrucks” ikke skal tælle med i længden på et lastbilvogntog.

Det er en god nyhed for branchen og for miljøet, lyder det fra ITD.

»Stykgodstransporter bliver langt mere effektive, fordi gaffeltrucken ikke tager værdifuld plads på ladet. Det er vognmandens gevinst. Chaufførens gevinst ved altid at have en gaffeltruck med er en lettere dagligdag og bedre arbejdsmiljø, når han skal læsse og losse lastbilen,« siger chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens fra ITD.

»Miljøgevinsten ligger i, at det bliver muligt at have den samme mængde gods på lastbilen samtidig med, at man kører med medbringertrucken bagpå. Det betyder mere gods transporteret for den samme liter diesel,« siger han.

Regelforenkling

Fremskridtet kommer efter et møde i ”regelforenklingsgruppen” i mandags. Her bragte ITD forslaget op i samarbejde med DI Transport.

»Trafikstyrelsen tog godt imod forslaget, men har enkelte tekniske krav, vi skal have på plads, før vi får et ok,« siger Jørn-Henrik Carstens.

Kravene handler eksempelvis om, at bestemmelserne om”underkøringsbeskyttelse” skal efterleves også med gaffeltrucken hængende bag på. Bestemmelserne for akseltryk er også i fokus. Fx er det vigtigt, at kravet om tilstrækkeligt drivakseltryk får fuld opmærksomhed.

Kan de rigtige løsninger findes, håber Jørn-Henrik Carstens, at en regelændring kan træde i kraft i løbet af 2014.

Branchen har i flere år kæmpet for en ændring af reglerne, og han peger på, at lignende regler for medbringertrucks i dag fungerer med stor succes i Tyskland og Holland.

[add:338]

[add:389]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078