23948sdkhjf

Nyt tungvognscenter indviet i Vejle

Det første af to nye tungvognscentre blev indviet mandag eftermiddag på lokalstationen i Skolegade i Vejle, hvor Sydøstjyllands Politi indviede Tungvognscenter Syd, der fremover skal være ét af tre tungvognscentre i landet – sammen med Tungvognscenter Nord i Aalborg og Tungvognscenter Øst i Greve.

Det nye tungvognscenter i Vejle blev indviet af justitsminister Morten Bødskov (S) i samarbejde med skatteminister Holger K. Nielsen.

»Organiseringen her har skabt lidt debat – polemik vil nogen sige – men vi er nu enige om, at det her bliver et godt og stort skridt imod at styrke tungvognsområdet og færdselssikkerheden på vejene,« sagde Morten Bødskov bl.a. i sin åbningstale.

»Det er meget alvorlige ulykker, vi kan være vidne til på tungvognsområdet, og derfor har vi de seneste år også stillet skrappere krav til chaufførerne og ejerne af lastbilerne. Det skal håndhæves, og det kan vi med de tre kraftcentre, vi får nu,« sagde Morten Bødskov.

25 nye medarbejdere

Tungvognscenter Syd og de to andre tungvognscentre er blevet til som led i den løbende tilpasning og effektivisering af politiets opgaveportefølje. Rigspolitiet gennemførte i 2012 et omfattende analysearbejde – populært omtalt som politianalyserne og i forlængelse af analyserne blev det besluttet at oprette tre tungvognscentre til varetagelse af den operative kontrol af tunge køretøjer.

[pic:20658]Tungvognscenter Syd får base på Lokalstation Vejle og bemandes med ca. 25 medarbejdere og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi.

Tungvognsområdet har været genstand for øget politisk opmærksomhed de seneste par år – dels med den nye struktur, og dels gennem ekstra midler til kontrol af især cabotagekørsel.

»Der er behov for en endnu stærkere indsats over for ulovlig cabotage og social dumping, som har været på dagsordenen igennem noget tid. Det understreger behovet for en effektiv kontrol,« lød det fra justitsministeren mandag eftermiddag.

Cabotage et stort problem

Hans ministerkollega, skatteminister Holger K. Nielsen, betonede det vigtige samarbejde mellem Skat, politi og andre myndigheder i tungvognskontroller og på toldområdet mm.

»Jeg anser cabotage-problematikken som en af de helt store vanskeligheder, fordi det er unfair konkurrence, og fordi nogen overtræder lovgivningen,« sagde Holger K. Nielsen i sin tale.

[pic:20659]Afdelingen i Vejle samler - i lighed med de øvrige tungvognscentre - en række specialiserede færdselsopgaver indenfor kontrol af tunge køretøjer, opgaver der tidligere er udført af de enkelte politikredse samt Rigspolitiet. Arbejdsområdet er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, dvs. kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er bl.a. kontrol af køre/-hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel mm. Herudover varetager tungvognscentrene skal også sagsbehandlingen inden for virksomhedskontrol.

Formålet med at samle opgaverne er sikring af en effektiv, professionel og ensartet håndtering af disse. Centrene bemandes derfor med specialiserede politiassistenter, bilinspektører og har tilknyttet ekspertjurister fra anklagemyndigheden. 

Til gennemførelse af kontrollerne råder TCS over civile og uniformerede patruljevogne, motorcykler samt specialkøretøjer indrettet som rullende kontorer medbringende diverse specialudstyr.

Tungvognscenter Syd er klar til at rykke ud til de første kontroller allerede i denne uge, oplyser de til Lastbil Magasinet.

[add:413]

[add:389]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142