En halv bro rives ned
Trafikanterne på Taastrupvej ved Solrød kan allerede nu forberede sig på en weekend med ændringer i køreforholdene. Det sker ved broen, der fører motorvejen over Taastrupvej syd for frakørsel 30. Her skal Vejdirektoratet rive den ene halvdel af broen ned for at give plads til at etablere en helt ny bro.
Nedrivningen finder sted i weekenden 6.–9. september. Arbejdet begynder fredag kl. 19.00 og slutter mandag morgen kl. 05.00. Motorvejstrafikken vil ikke blive påvirket, men Taastrupvej under broen lukkes mens nedrivningen står på. Vejen genåbnes mandag den 9. september kl. 6.00 om morgenen.
Trafikanterne kan i stedet benytte Cementvej, Solrød Strandvej og Solrød Byvej. Ruten vil blive markeret tydeligt med omvejsvisning.
Nedrivningen er en del af Vejdirektoratets arbejde med at udbygge Køge Bugt Motorvejen fra 6 til 8 spor mellem Greve S og Køge. Broen er ikke bred nok til udvidelsen af motorvejen og skal derfor skiftes ud, fortæller projektleder Preben T. Pedersen.
»Det er et arbejde som både kan høres og ses og mærkes. Derfor har vi taget store hensyn til nærtboende borgere og trafikanterne i valg af arbejdsmetode. Vi vil hverken banke betonen ned eller sprænge den bort. Entreprenørmaskinerne vil i stedet spise brodækkets betondel, så vi minimerer gener med støj, støv og vibrationer,« siger Preben T. Pedersen.
Når broen er revet ned, går entreprenøren i gang med at opføre en ny bro. Den står klar i april 2014, hvorefter Vejdirektoratet river den anden af de eksisterende brohalvdele ned og igen bygger en ny bro op.
[add:414]
[add:389]