Slagtilbud på overvågning
Selvom taksten for at tale i telefon over landegrænser er faldet de seneste år, ligger minutpriserne stadig i den høje ende – for tiden typisk et stykke over to kroner, selvom man taler inden for EU. Og har man som vognmand en større eller mindre flåde af lastbiler, der jævnligt krydser landegrænserne, kan den månedlige faktura fra teleselskabet løbe op i mange tusinde kroner.
Det har IP Nordic sat sig for at gøre noget ved. Med en minutpris på 99 øre i minuttet har selskabet sammensat et tilbud, der især skal appellere til transportbranchen.
»Det er stadig dyrt at telefonere inden for EU, men vi har så valgt at sætte prisen ned til indkøbsprisen. Det er ikke noget, vi tjener penge på, men det er med til at få vores navn frem på markedet,« forklarer Thorben Jensen, direktør i IP Nordic.
Mobiltelefoni er ét af de tre produkter, som IP Nordic vil præsentere for de besøgende på Transport Øst i Greve. Et andet er omstillingsanlæg, mens firmaet også slår et slag for deres tracking-systemer med et ekstraordinært messetilbud.
»Man kan få en gratis tracking-enhed inkl. montering, hvis man bestiller den på messen. Og det er også, hvis man har en flåde på 50 lastbiler, så installerer vi det i alle bilerne – kvit og frit. Men kun, hvis man lægger ordren hos os på Transport Øst,« siger Thorben Jensen.
Transport Øst finder sted på Ventrupparken i Greve i weekenden 7.-8. september. Der er åbent lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entré kr. 50 - fribilletter kan fås gennem udstillerne. Læs mere og se komplet udstillerliste på transportøst.dk.
[add:413]
[add:408]