Transportbranchen skal have en grøn køreplan
I forlængelse af Klimaplanen, der netop er udgivet, vil transportministeren undersøge, hvordan man kan arbejde systematisk med CO2-reduktioner på transportområdet.
Det er regeringens målsætning, at der skal ske en markant reduktion af CO2-udledningen på 40 pct. i 2020 sammenlignet med 1990. Regeringen ønsker også, at det danske samfund skal være uafhængigt af fossile brændstoffer i 2050.
Helt overordnet vil der være fokus på tre hovedemner: effektivisering, nye drivmidler og adfærdsændringer.
»Der er tale om en helt nødvendig og vigtig opgave, som ikke er nem at løse for samfundet som sådan og slet ikke i transportsektoren. Derfor skal vi være mere bevidste om hvad vi gør nu, der kan bringe os i mål på lang sigt,« siger transportminister Pia Olsen Dyhr (SF).
Nye brændstof-kilder
»Frem mod 2020 er det bl.a. en effektivisering af bilparken, så bilerne kører længere på literen, der kan lede til mindre CO2. Og for godstransporten handler det om at udnytte de muligheder, der bl.a. er for at bruge modul-vogntog eller distribuere gods i byerne på en anden måde. På den lidt længere bane – særligt efter 2020 - skal det være et skift i drivmidler, så flere køretøjer kører på eksempelvis el og gas. Elsektoren skal levere grøn el baseret på bl.a. vindenergi, der ikke udleder CO2. Det handler også om, hvordan transportsystemet bruges. En grønnere transport kræver et skift i vores adfærd, så flere benytter den kollektive transport, cykler eller går,« siger Pia Olsen Dyhr.
Køreplanen for en grønnere transport udarbejdes af Transportministeriet i samarbejde med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, og der vil i løbet af efteråret blive arrangeret en række fokuserede møder og miniseminarer, der tematisk inddrager relevante aktører, og som i det omfang, der er interesse herfor, også kan være arrangeret af aktørerne selv som et konkret bidrag til arbejdet.
Målet er at sikre, at flest mulige perspektiver for grøn transport bliver belyst. Endelig afholdes en bredt indbudt konference op til afslutningen af arbejdet med køreplanen.
[add:413]
[add:408]