BHS overtager Vips Transport
Bech-Hansen & Studsgaard A/S (BHS) overtager Vips Transport ApS pr. 12. august 2013. Begge tidligere ejere, Jan Kohring Larsen og Jim Holtoug Sommer, fortsætter i fremtrædende lederstillinger hos BHS. Sammenlægningen er del af strategi om at udvide og styrke den bornholmske service for eksisterende og kommende kunder i BHS, oplyser selskabet.
Vips Transport har en stærk lokal forankring med entreprenørkørsel på Bornholm og stykgodstransport til og fra Bornholm. VIPS Transport har hidtil haft en omsætning på 35 mio. kr. og 24 ansatte.
»Opkøbet ligger i tråd med virksomhedens strategi om fortsat at udbygge BHS’s serviceprodukter på Bornholm. Ideen bag opkøbet har ligeledes været at sammenlægge to stærke enheder til en endnu mere kompetent serviceorganisation, der kan betjene det bornholmske samfund med logistikløsninger på et endnu højere plan. Dagens logistikløsninger kræver større og større kapacitet. Opkøbet giver os således mulighed for at bibeholde vores position på det danske transportmarked og fortsat udvikle vores virksomheder med vækst og derved sikre bornholmske arbejdspladser,« siger direktør Morten Studsgaard.
Har været på udkig
Jim Sommer og Jan Kohring Larsen udtaler i samme forbindelse:
»Vi ser frem til vores integration i BHS. Vi har gennem et stykke tid været på udkig efter en stærk partner, der kan videreudvikle VIPS fremadrettet. I BHS har vi fundet den rette virksomhed til at videreføre vores virksomhed, hvor vi føler at vi fortsat kan være aktive og være med til at skabe succes.«
Bech-Hansen & Studsgaard A/S er et transport- og shipping firma med 450 mio. kr. i omsætning, 330 transportenheder og 235 medarbejdere. Selskabet dækker over et europæisk netværk med 14 europæiske agenter. BHS er med i Nordic Chain AB og System Alliance Europe Gmbh.
Bech-Hansen & Studsgaard A/S har både shippingvirksomhed og lastvognsværksted på Bornholm. BHS har afdelinger i Rønne, Hvidovre og Hasselager.
[add:352]
[add:408]