Fynsk samarbejde om alkolåse
Uddannelsescenter Fyn i Odense (UC-Fyn) vil nu i samarbejde med et andet fynsk firma, Autowatch Danmark, yde et ekstra bidrag til at styrke sikkerheden og ansvarligheden i trafikken.
I løbet af sommeren har UC-Fyn installeret avancerede alkolåse i de fleste af uddannelsescentrets køretøjer, der anvendes i undervisningen. Det er sket for at understrege vigtigheden af ansvarlig adfærd inden for chaufførerhvervet og for at være på forkant med et regelsæt, der sandsynligvis venter i fremtiden.
»Der er slet ingen tvivl om, at alkolåse vil blive en fast bestanddel i køretøjer i fremtiden. Derfor tager vi nu det skridt at introducere systemet allerede i uddannelsesfasen for de kursister, der er på vej ind i transporterhvervet,« siger direktøren for UC-Fyn, Asmus Brigsted.
UC-Fyn har årligt ca. 5000 elever gennem en lang række kurser, der alle henvender sig til transportbranchen. Herunder bus-, lastbil- og taxichauffører, køretekniske kurser og forskellige former for efteruddannelsesforløb.
Alkolåsene til UC-Fyns vognpark leveres af”Autowatch Danmark” i Odense, der er leverandør af forskellige former for elektronisk sikkerhedsudstyr til køretøjer. Foruden alkolåse leverer firmaet bl.a. også alarmer og trackingsystemer.
Den trådløse alkolås fra Autowatch virker på den måde, at føreren skal puste i alkolåsen for at kunne starte køretøjet. Viser denne prøve, at der ikke er indtaget alkohol, kan køretøjet startes. Derudover kan Autowatch tilbyde radiofrekvens-download af data/historik fra alkolåsene. I det øjeblik at køretøjerne kører ind på virksomhedens område, så vil data/historik fra alkolåsen blive hentet ned på kontorets computer.
Denne type alkolåse er helt nye på det danske marked. I Sverige har man nu erfaringer med installation af netop denne type i ca. 30.000 køretøjer.
[add:338]
[add:408]