DEBAT: Niveauet er faldende
Ikke for at forklejne AMU, men i 2012 tog jeg på AMU et kursus "Vejen som arbejdsplads" og fik at vide dér, at kurset var fyldestgørende, så jeg kunne udføre mit arbejde - at opstille afspærringer og føre tilsyn med vejarbejder på alle strækninger i DK.
Desværre holdt det ikke helt vand, og jeg måtte i foråret 2013 tage to kurser "VEJ-EU Trin 1 og Trin 2" for netop at kunne udføre mit job. Derfor vil jeg mene, at når "følgebil-chauffører" skal dirigere trafik, burde det være et lovkrav, at man skal bestå en prøve på samme niveau som folk, der arbejder med afmærkning. Fx Følgebil Trin 1 og Følgebil Trin 2, og hvor man ligesom på VEJ-EU-kurserne må til læderet, hvis man vil have sådanne kurser - ellers forsvinder seriøsiteten.
Tænk nu lige på: Du skal ud og om nødvendigt standse trafikken, hvilket ikke altid er en helt nem opgave, jeg taler af erfaring, samt krav om påklædning, "Klasse 3"-krav til køretøj og køretøjsindretning og udstyr. I mine over 30 år på lande- og motorveje vil jeg mene, at jeg har en del erfaring også med specialtransporter og har set mange forskellige former for "følgebiler" og "følgebilschauffører".
Desværre synes jeg, at niveauet for følgebilschauffører er lidt faldende, nogen forstår alvoren i jobbet, andre er der bare - samt påklædning, tja... en blå arbejdsjakke og sorte cowboybukser på en mørk motorvej - skræmmende. Prøv lige og tænk, hvad bilisten tænker...?!?
Hvis dette skal op og være seriøst, burde det - som hvis du skal køre som følgebil i fx Sverige eller Tyskland - kræve en uddannelse!
Står gerne til rådighed i forb. med udstyr og indretning af køretøjer samt med erfaringer.
Henning Sørensen
Landevejen 206
8370 Hadsten
[add:352]
[add:408]