To ulykker med studenter
Årets studenterkørsel endte skidt for en 21-årig kvinde fra Kalundborg, som torsdag aften var på rundttur mellem forældrene sammen med sine studenterkammerater, skriver lokalavisen.dk
Det skete på Slagelsevej nær Jyderup. Her var den 21-årige pludselig faldet ud af vognen, mens den var i fart. Formentlig pga. uforsigtighed gik bagklappen op, og den 21-årige faldt herefter ned på kørebanen. Hun slog ansigtet og brækkede muligvis armen.
Værre gik det fredag aften for en 20-årig mand fra Helsingør Gymnasium, der ligeledes var om bord på en studentervogn, da den kørte i Ålsgårde. Han ramte tilsyneladende jorden med hovedet først og blev efterfølgende kørt til Rigshospitalets Traumecenter.
Ulykken skete, da manden forsøgte at hoppe op på kanten af lastbilen, der kørte i ganske lav fart. Hans tilstand blev senere betegnet som stabil og uden for livsfare.
Efterfølgende undersøgelser viste i begge tilfælde ingen tegn på, at der var noget at udsætte på sikkerhedsforanstaltninger ved lastbilerne.