Grænsetrafikken tilbage på før-krise-niveau
Lastbiltrafikken ind i Danmark har vist en støt stigende tendens siden finanskrisen. Og tendensen fortsatte i årets andet kvartal, hvor ITD’s grænsetællinger registrerede et rekordhøjt antal lastbilpassager på de danske grænser. 5189 lastbiler kørte ind i Danmark pr. døgn. I det tilsvarende kvartal i 2008 – altså før finanskrisen – var tallet 5104 passager i døgnet.
»Når der er gang i lastbilhjulene over grænseovergangene, er det et tydeligt tegn på, at der er gang i samhandlen mellem danske virksomheder og de nære import- og eksportmarkeder. Derfor ser vi udviklingen i lastbiltrafikken som et positivt tegn for hele samfundet,« siger ITD’s erhvervspolitiske chef, Poul Bruun.
Dansk indregistrerede lastbiler har stabiliseret sig på et leje omkring 25 procent af trafikken. Til gengæld er andelen af danskejede lastbiler oppe på 48 procent – heraf altså 23 procent udflagede lastbiler. I 2009 var det kun omkring 35 procent af de lastbiler, der kørte ind i Danmark, der i sidste ende var ejet af danske transportvirksomheder.
Lad os glæde os
»Udviklingen går i retning af, at de danske transportvirksomheder konkurrerer internationalt med udflagede lastbiler og udenlandske chauffører. Det er vilkårene, men vi bør glæde os over, at de danske transportører har så godt fat i de internationale transporter. Det sikrer tusindvis af gode danske job inden for administration, lager og logistik og skaffer milliardindtægter til landet,« siger Poul Bruun.
Ud af alle de udenlandske lastbiler, der kører ind i Danmark, er det godt hver tredje, der er ejet af en dansk transportvirksomhed. Hovedparten af disse lastbiler er indregistreret i Tyskland, men gennem de senere år er antallet af danskejede biler med østeuropæiske nummerplader steget og nærmer sig nu de tyske biler med dansk ejerskab i antal.
ITD’s grænsetællinger foregår efter et fast stikprøvesystem, hvor der tælles på forskellige tidspunkter af døgnet over en samlet uge.
[add:409]
[add:408]