Jubel over transport-aftale
Den politiske aftale, der onsdag eftermiddag blev indgået mellem regeringen ved transportminister Henrik Dam Kristensen og partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative samt Liberal Alliance, bliver et kæmpe skridt fremad for produktiviteten i godstransporterhvervet.
Det fastslår DTL’s administrerende direktør Erik Østergaard, der uddeler stor ros til transportministeren og de ansvarlige transportordførere i forligskredsen.
»Det har været et perfekt forløb hele vejen lige fra start. Trafikstyrelsen har udvist professionel og erhvervsvenlig imødekommenhed, de politiske ordførere har fulgt op med den fornødne politiske opbakning og støtte til ministeren, og Produktivitetskommissionen har sat sit endelige fingeraftryk efter en seriøs og grundig analyse,« siger han.
50 ton på 6 aksler
Aftalen indeholder 8 tiltag for modulvogntog – heriblandt differentierede tilladelser til flere vogntyper, tilladelse til kørsel i afgrænsede tidsrum og lettere adgang til data om rutenet – der i højere grad vil gøre det muligt for de enkelte vognmænd at anvende modulvogntog individuelt uden for det oprindelige, faste rutenet.
Ikke mindst har Trafikstyrelsen og KL efter forligskredsens ønske nu forhandlet en aftale på plads, hvorefter der fra årsskiftet 2013/2014 kan indføres en forhøjelse af den maksimalt tilladte totalvægt fra 48 til 50 ton for 6-akslede vogntog.
Tæt på 56 ton på 7 aksler
Der er samtidig givet grønt lys for, at Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen i det fortsatte analysearbejde kan fokusere på at belyse konsekvenserne af en totalvægtsforøgelse på to ton for de 7-akslede vogntog, specielt med henblik på konsekvenserne for belægninger, bygværker og samfundsøkonomien. Afrapportering forventes i efteråret 2013.
Erik Østergaard har tidligere påpeget, at det netop har været af helt afgørende betydning at få kommunerne med i de forskellige tiltag, og derfor har han også kun rosende ord til overs for KL’s forhandlingsvilje:
»Uden KL ville tingene være faldet til jorden, da mange af de tiltag, der skal øge kapaciteten og smidiggøre transportafviklingen, jo vil have effekt på de kommunale veje,« udtaler DTL-direktøren.
[add:389]
[add:408]