Fire Volvo-mekanikere modtog priser
Fire nye svende udlært fra Volvo Trucks var blandt 100 prismodtagende håndværkere til Medalje- og Legatfest forleden på Odense Rådhus.
Deltagerne var 100 nye svende fra 19 forskellige håndværksfag uddannet i Region Syddanmark. Fælles for alle var, at de inden for det seneste år har afsluttet deres uddannelse med resultater helt i top.
Jane Jegind, Rådmand i Odense, udtaler:
»Volvo Trucks Danmark er en af de virksomheder, som år efter år har vist vejen og sat sig høje mål for sine lærlinge – mål, der forpligter. Og målene indfries: Volvo Trucks har ikke alene sikret, at alle lærlinge kommer igennem med resultater over landsgennemsnittet, de har også igen i år lærlinge, der udmærker sig helt i toppen og dermed deltager i årets Legat- og Medaljefest. Der skal lyde et stort tillykke til lærlingene og en tak til Volvo Trucks for at have sikret, at endnu et hold dygtige svende kan bidrage til arbejdsmarkedet«.
Torben Pihler, kompetenceudviklingschef hos Volvo Trucks, tilføjer:
»Ja, det er en stor dag for de nye svende, og jeg er stolt på deres vegne, de har gjort det fantastisk godt. Jeg er også stolt af, at Volvo fortsætter med at uddanne lærlinge med topkarakterer. Vi uddanner lige så mange medaljetagere som resten af lastvognsbranchen tilsammen«.
[add:352]
[add:408]