Arbejdsgivere: Hold dampen oppe
»I en tid hvor det kan være svært at få enderne til at mødes, kan det være fristende at springe over, hvor gærdet er lavest – og spare på udvikling, uddannelse og dygtiggørelse af vores medarbejdere. Men det er ikke den rigtige vej at gå,« sagde Jørgen Egeskov Jensen, formand for DTL’s arbejdsgiverforening, på organisationens generalforsamling i Nyborg lørdag eftermiddag.
»Jeg har sagt det før – og gentager gerne igen: Det er ved at få kvalificerede medarbejdere, og også gerne faglærte, at vores erhverv skal ruste sig til fremtiden. Det er vigtigt, at vi uddanner lærlinge nu og fremover. Og det gør vores virksomheder da heldigvis også stadigvæk, selvom det siden 2008 har været hårde år,« sagde Jørgen Egeskov.
De gældende overenskomster skal fornyes i starten af 2014, og startskuddet er så småt gået til de kommende forhandlinger med 3F – og formanden betonede, at de gode erfaringer fra de seneste forhandlinger bør fortsætte.
Fortsæt i samme spor
»Det er helt afgørende for os, at vi fortsætter i det spor som er lagt i 2010 og 2012, så der også i de næste perioder bliver indgået ansvarlige økonomiske aftaler. Jeg håber og tror, at også fagforeningerne og deres medlemmer ved, at der heller ikke i de kommende år er råd til store lønstigninger, men at vi derimod også i de kommende overenskomstperioder må udvise ansvarlighed for at genvinde den danske konkurrenceevne. Det gælder i mange brancher og ikke mindst i transportbranchen,« sagde Jørgen Egeskov.
Som udløber af de seneste overenskomstforhandlinger er der etableret et overenskomstnævn, som går i gang med arbejdet netop her i sommeren 2013. Det er et tiltag, som DTL-A har gode forventninger til i forhold til at få luget ud i nogle af de værste omgåelser af godskørselsloven.
»Lad mig understrege, at vi ikke er imod konkurrence. Men vi er imod, at man ikke overholder de spilleregler, der gælder – hvad enten det måtte være nogle, man har forpligtet sig til i overenskomster eller det er nogle, som fremgår af lovgivningen. Det er derfor også afgørende for mig at sende et signal til fagbevægelsen om, at man fra deres side bør gå efter de virksomheder, der bevidst unddrager sig overenskomst og indgåede aftaler – i stedet for nidkært at gå efter små fejl hos de virksomheder, der prøver at efterleve sine forpligtelser og godskørselslovens bestemmelser. Som ansvarlig modpart må 3F tage sin del af ansvaret for at komme den form for såkaldt social dumping til livs,« sagde Jørgen Egeskov.
[add:409]
[add:408]