Kvinde dræbt i højresving
En 23-årig kvinde på cykel blev dræbt i en højresvingsulykke med en lastbil på Nørrebro i København kort efter klokken otte onsdag morgen.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken på hjørnet af Odinsgade og Thorsgade på Nørrebro klokken 8.07.
"Lastbilen rammer cyklisten, og en læge kommer hurtigt til stedet. Men kvinden bliver erklæret død på stedet 10 minutter efter, at vi får meldingen," siger pressemedarbejder Lars-Christian Borg til Ritzau.
Omstændighederne omkring ulykken skal nu undersøges nærmere. Chaufføren var en 25-årig dansk mand - og lastbil og vognmand var ligeledes dansk.