FDL: Kontrollen for ineffektiv
FDL efterlyser mere koordinerede kontrol-aktioner – oven på omtalen af kontrollen på Århus Havn for nylig, hvor mange østeuropæiske lastbiler i stedet valgte at blive væk og søge ly i bl.a. Fredericia.
»Det er en kendt sag, at ”jungletrommerne” hurtigt får gjort opmærksom på, hvornår, og hvor, der er storvogns-kontrol. FDL har gentagne gange opfordret politiet til at indsætte flere ressourcer og derved foretage udvidet kontrol flere steder på samme dag og tidspunkt. Hvis ikke politiet kan, eller ikke vil, bruge de nødvendige folk på at kontrollere, kan vi lige så godt erkende, at kontrollen ikke er effektiv. Bevares, der er da heldigvis mange, som noteres, som det er sket de første dage i denne uge, men det er altså et kæmpe-problem, at store dele af dem, der kører ulovligt, for eksempel holder sig væk fra container-havnen i Aarhus, mens der er udvidet kontrol. Mange af dem, der undlader at køre til og fra container-havnen i Aarhus, dukker i stedet op på container-havnen i Fredericia eller måske i Esbjerg. Når betjentene så omkring 15-tiden pakker sammen, og kører tilbage til stationerne, bliver der pludseligt trængsel i container-havnen i Aarhus mellem kl. 16 og lukketid,« konstaterer FDL’s politiske redaktør Preben Skjøth i FDL-Nyt.
»FDL har gjort Rigspolitiets ledelse og sågar også lokale politikredse opmærksom på problemet, men hidtil har det ikke været muligt at etablere stribevis af de nødvendige og samtidige kontrol-aktioner. Vi har ikke mandskab til den slags, lyder det fra den øverste ledelse, som samtidigt ikke viger tilbage for at sende store styrker politifolk ud til forskellige stadions, når der spilles vigtige fodboldkampe,« lyder det fra FDL, der også savner opbakning fra politikerne på Christiansborg til at bevilge de nødvendige ressourcer.
»Det store flertal sover videre, mens de overvejer, hvordan de nu skal rose den eller den organisation, som de inviteres til årsmøde hos. Det er jo rygklapperi af værste skuffe, og en hån mod de seriøse danske vognmænd og chauffører, der arbejder hårdt for at bevare de sidste danske job i transport-branchen, mens de undrer sig over både politiledelsen og politikernes utrolige passivitet,« lyder det fra FDL’s Preben Skjøth.
[add:369]